Om værdien af det håndlavede
I 2023 forlod jeg Copenhagen Business School med et brag, da jeg fik 12 for mit speciale om hvordan den oplevede symbolske værdi af en keramikkop påvirkes af, at koppen er håndlavet. Min censor var topforvirret over emnet, og jeg tror, at det til dato er blandt de mest særegne specialer, der er blevet afleveret på CBS. For mig var det kulminationen af den splittelse jeg altid har oplevet, mellem min venstre og højre hjernehalvdel som værende den mest fremtrædende.
Men nu skal det ikke handle om min hjerne, men om noget af det jeg lærte, da jeg skrev speciale. Nemlig hvilken værdi det, at noget er håndlavet, har.
Hvis du nogensinde har stået med en håndlavet kop i hånden og tænkt, at den bare føles anderledes end en masseproduceret kop fra IKEA, så er du ikke alene. Og det er heller ikke bare noget, du bilder dig ind. Filosoffen Walter Benjamin sagde engang, at håndlavede ting har en særlig aura – noget, der går tabt, ved maskinel masseproduktion. Ifølge ham er det den unikke tilstedeværelse af objektet i tid og rum, der gør forskellen. Når noget er håndlavet, har det en historie, en proces, et menneske bag. Når det bliver reproduceret, mister det netop den forbindelse.
Men Walter Benjamin er langt fra den eneste, der har forsøgt at sætte ord på, hvorfor vi værdsætter det håndlavede så højt. Det er der utrolig mange, der har. Designforskeren Jo Turney beskriver det som mærket af håndværkerens hånd – en fysisk forbindelse mellem skaberen og brugeren. Andre forskere taler om psykisk energi – at noget af kunsthåndværkerens tanke, tid og passion nærmest bliver en del af objektet. Og det lyder måske en smule abstrakt, men forskning viser, at folk rent faktisk opfatter håndlavede ting som lavet med kærlighed.
Et eksperiment har endda bekræftet, at folk bogstaveligt talt vurderer håndlavede produkter som mere værdifulde, fordi de oplever, at der er investeret mere sjæl i dem. Det gælder ikke kun voksne – børn gør det også! En undersøgelse har vist, at allerede fra 4-årsalderen begynder børn at se en forskel på fabriksfremstillede og håndlavede ting. De forventer ligefrem, at andre vil foretrække at få håndlavede gaver.
Men her er det virkelig interessante: Det handler ikke kun om æstetik og kvalitet. Vi er blevet så vant til at kunne købe hvad som helst, når som helst, at vi er begyndt at miste forbindelsen til de ting, vi omgiver os med. Vi køber, vi bruger, vi smider ud. Håndlavet bryder med den cyklus. Når vi kender historien bag en genstand – hvem der har lavet den, hvordan og hvorfor – så passer vi automatisk bedre på den. Og det kan faktisk have en positiv effekt på måden, vi forbruger på.
Jeg er så nysgerrig på forholdet mellem mennesker og deres ting. Jeg mener, at vi skal leve med færre, men bedre objekter, og at hver genstand, vi lukker ind i vores hjem, skal være en favorit. Med min keramik drømmer jeg om, at få dig til at smile, grine eller måske endda stille spørgsmålstegn ved, hvad det dog er, du kigger på. Og så vil jeg netop gerne have dig til at tænke over, hvordan de ting du omgiver dig med, er produceret. At du kender historien, den lange rejse og det store stykke kærlige arbejde, der er lagt i hvert enkelt produkt, så det netop værdsættes mere.
Skriv en kommentar